08.06.2008

Ting 14 - Download af netmusik til Mp3

Jeg har jævnligt brugt Netmusik.dk og synes, at det er en god mulighed.

Når vi fx. skal synge noget nyt i korsammenhæng, er det godt at kunne høre andre synge det samme, så man får en idé om, hvordan det kan lyde.
I andre tilfælde downloader jeg musik af kunstnere, som jeg kender og kan lide, eller musik, jeg hører om og ikke rigtig kender.
Endelig bruger jeg af og til netmusikken i forbindelse med musikmaterialevalget.

Men opgaven voldte mig alligevel problemer. Den i opgaven beskrevne fremgangsmåde med at downloade var ikke den samme, som jeg plejer at bruge. Det hele var ligesom mere omstændeligt og skærmbillederne lignede ikke mine. Det kan åbenbart gøres på flere måder.

Heldigvis var Mads i lektiecaféen rigtig god til at guide os igennem opgaven, så det gik alligevel.

Ting 13 Den nye Mp3 afspiller

Ting 13 var en mildest talt besværlig opgave for mig.Det havde jeg ikke regnet med, da jeg har en mp3 afspiller i forvejen. Den er købt i Sverige for nogle år siden, er en del mindre, men har en meget fin lydgengivelse. Den kan dog ikke bruges til netmusik.dk
Aftenen efter, at jeg havde modtaget den nye afspiller, legede jeg lidt med den og afprøvede dens forskellige funktioner til husbehov. Det var tilsyneladende ikke svært, og den kunne godt fungere, uden at jeg havde ladet den op. Jeg nåede ikke mere i den uge, og fik desto mere travlt i den efterfølgende, hvor der også skulle downloades fra netmusikken. Jeg installerede software'n på min pc, og nu skulle afspilleren oplades - ak og ve! Jeg havde vist fået en "mandags-model".
Det tog ca. 12 timer - og kort tid efter gik den død, sådan cirka, kun et lille blafrende lys viste, at den var opladet, men ingenting fungerede.
Nu var gode råd dyre! Jeg havde lovet at hjælpe til i lektiecaféen dagen efter og vise, hvordan man downloader netmusikken, som jeg er vant til at bruge, til Mp3'en - (Det sidste havde jeg aldrig prøvet).

Heldigvis var der hjælp at hente fra min private IT-helpdesk på Elmevej i Glumsø. Afspilleren blev "reset'et" med spidsen af en metalclips og vupti, så virkede den igen! Sveden blev tørret af panden.